20. okt. 2024
Af Majken Munk

TV 2-vært Michael Stærkes datter lever med handicap: Nogle gange må vi sige stop

Michael Stærke
Michael Stærke
Foto: Søren Jul Lamberth
Michael Stærke, tv-vært og kommentator på TV 2, har fire børn. Den ene af hans døtre lever med handicap.

Michael Stærke har i en årrække været ansat hos TV 2 til at dække en lang række sportsgrene.

Han kommenterer blandt andet forskellig cykelsport, men også håndbold og svømning.

Hjemme i privaten deler han passionen for sport med sine fire børn Petrea, 18, Agnes og Sylvester, 12, og Alfred, 11.

- Der er fire børn med fire forskellige sportsgrene. De er faktisk rigtig gode til det, de laver på deres alders niveau. De vil det gerne og håber på, at de kan blive verdensmester alle sammen, fortalte han, da BILLED-BLADET mødte ham i hjemmet i Glostrup i sommer.

Flere af hans børn har faktisk også udmærket sig inden for deres sportsgren.

Den mindste Alfred går til svømning, og han er en af de bedste i sin alder. Den ældste Petrea spiller håndbold og er optaget på København Talent.

Sylvester er dansk mester i sin aldersklasse i sportsgrenen fægtning, der jo er en forholdsvist lille sportsgren i Danmark.

Agnes spiller bordtennis, og hun er så dygtig, at hun er blevet optaget i et projekt med para-atleten Peter Rosenmeier.

- Agnes træner i et projekt med Peter Rosenmeier. Hun skal starte i syvende på sådan en idrætsskole, som den første handicappede nogensinde derude. Så det er ret stort, fortæller han stolt.

Agnes har cerebral parese, og det påvirker primært hendes højre side. Handicappet kan med det blotte øje kun ses, fordi hun halter, når hun går.

Hendes drivkraft er enorm, så forældrene må nogle gange stoppe hende.

- Hun er rimelig integreret, men der er selvfølgelig lidt med udtrætninger. Hvis hun kunne, ville hun gerne træne hele tiden og hver dag. Det kan hun ikke klare, så vi prøver at sætte en stopklods i nogle gange. Hun vil det virkelig gerne. Hun var til DM for ”almindelige spiller” og kom i top ti. Så hun kan jo godt klare sig, men hun kommer aldrig til at slå de bedste ”almindelige” spillere, fortæller han.

Læs mere om: