Prins Gustav og prinsesse Carina dukkede pludselig op i Berlin: Derfor er de med til den store fejring
Klokken 15.00 fejres 25-års jubilæum for det nordiske ambassadeanlæg i Berlin.
På forhånd var det meldt ud, at kong Frederik og dronning Mary ville få selskab af blandt andre kronprinsesse Victoria, prins Daniel, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit til fejringen, men pludselig er to overraskende gæster dukket op.
Prins Gustav og prinsese Carina, der til dagligt bor på Berleburg Slot i Tyskland, er således også en del af festlighederne.
Over for BILLED-BLADETs udsendte satte de ord på deres overraskende ankomst.
- Kong Frederik og dronning Mary har inviteret os for at fejre de nordiske lande her i Berlin, fortalte prins Gustav, der er fætter til kong Frederik, hvorefter hans hustru satte yderligere ord på.
- For at støtte de nordiske rødder, sagde hun.
Parret kunne også fortælle, at de også deltager i den officielle middag, der finder sted i aften klokken 19.30 på Schloss Bellevue, der er Forbundspræsidentens residens.
Prins Gustavs mor, prinsesse Benedikte, har også en særlig rolle i disse dage.
Hun er således rigsforstander i Danmark, da kongeparret er i Tyskland, dronning Margrethe sygemeldt og kronprins Christian i Østafrika.