Rachel Ellebye krydser fingre: Håber storebror David dukker op i aften
Vi er nu halvvejs gennem årets ”Vild med dans”-sæson, og mens Rachels forældre, Lars og Theresia, to gange har været i studiet for at se datteren, har hendes storebror stadig den oplevelse til gode.
Det var meningen, at David Ellebye skulle have været inde for at se premieren med sine forældre, men han kunne ikke nå fra Frederikshavn tids nok.
David er lige nu i søværnet, og Rachel, som i sidste uge var tæt på at ryge ud af ”Vild med dans”, håber, han når at komme forbi studiet, inden danseeventyret slutter.
- Jeg håber, at min bror kommer ind næste gang, fortalte Rachel Ellebye efter showet i fredags.
Hvis David Ellebye kommer i studiet fredag aften, kan han se frem til noget af et show, for de seks tilbageværende par skal på gulvet hele tre gange. Først i en individuel standard- eller latindans og dernæst i en holddans.
Hele showet slutter med en vaskeægte salsa-battle.