Næsten hele kongefamilien på privat ferie uden prinsesse Madeleine: Kan ikke deltage
Den svenske kongefamilie går en spændende tid i møde, for nu er det kommet frem, at næsten hele flokken snart skal rejse med kong Carl Gustaf og dronning Silvia til dronningens andet hjemland Brasilien.
Det skriver den svenske avis Expressen.
Samtidig giver det forklaringen på, hvorfor prinsesse Madeleine, der for nyligt er flyttet tilbage til Sverige med familien efter mange år i udlandet, pludselig skal være rigsforstander i stedet for kronprinsesse Victoria, der ellers ville være det naturlige valg.
Madeleine skal vikariere for sin far kong Carl Gustaf, fordi storesøster kronprinsesse Victoria er væk samtidig.
Det er allerede på fredag, at kong Carl Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prinsesse Estelle, prins Oscar, prins Carl Philip, prinsesse Sofia, prins Alexander, prins Gabriel og prins Julian sætter kursen mod Brasilien.
Dronning Silvia, der lillejuleaften bliver 81, er af tysk afstamning, men har i årene 1947-1957 boet i Brasilien.
- Det er efterårsferie og en rejse, der har været planlagt i længere tid for at give dronningen mulighed for at vise Brasilien til sine børn og børnebørn, udtaler Margareta Thorgren, informationschef ved det svenske kongehus til avisen.
Mens prinsesse Madeleine er rigsforstander den første uge af rejsen, skal kronprinsesse Victoria dog være rigsforstander ugen efter, så det tyder på, at hun forkorter familieferien.