En alternativ måde: Sådan fandt Andreas Mogensen ud af, hvor han skulle holde ferie
2024 må siges at have været et travlt år for Andreas Mogensen.
På arbejdsfronten har han blandt andet tilbragt årets første fire måneder i rummet - og privat har han og familien efter otte år i Houston rykket teltpælene op og er flyttet til Tyskland.
Men nu er det endelig tid til ferie for Andreas Mogensen og familien.
Det fortæller han på Instagram, hvor han samtidig afslører, hvordan feriedestinationen er blevet udvalgt.
- Da jeg var i rummet, så jeg så mange spændende steder på Jorden. Heriblandt De Kanariske Øer. Jeg har tidligere udforsket Lanzarote, så valget faldt på Fuerteventura, en smuk men tør vulkanø, skriver han.
Afslutningsvis skriver han, at han må kigge sin kamerarulle igennem for at finde ud af, hvor familien skal hen efter Fuerteventura.