Så mange penge blev der samlet ind til Knæk Cancer
Den landsdækkende indsamling og fokus på kræftsagen kulminerede lørdag aften ved det store liveshow 'Knæk Cancer – et show for sagen' på TV 2. Her valgte seerne, hvem af de otte optrædende, der skulle annoncere indsamlingsbeløbet på 132.722.620.
- Vi er dybt taknemmelige over det fantastiske engagement under Knæk Cancer. Det giver håb og støtte til de mange, som slås med kræft. Det bliver tydeligt, at vi næsten alle kender nogen, der er berørt af kræft – og ingen skal stå alene. Stor tak til alle, der har bidraget, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Det store beløb sendes nu afsted til blandt andet forskere, hvis projekter bidrager til bedre opsporing, behandling og støtte til mennesker ramt af kræft.
Aller Medias salg af Knæk Cancer-blomster lyder pt. på et estimat på 170.000 solgte pins, hvilket betyder, at vores samlede donation bliver på 2.684.850 kr. til Knæk Cancer.
Her på Aller Media, som også udgiver BILLED-BLADET, er vi utrolig stolte af, at vi sammen kan bidrage med dette beløb til en så vigtig sag, og vi ønsker at takke både alle jer, der har købt de små blomster med det store budskab, og jer der har bidraget til salget – ikke mindst alle vores mange bladforhandlere i hele Danmark. Tak til jer alle!