Kronprinsesse Mette-Marit vender i morgen tilbage efter sygemelding: Det skal hun lave
For en uge siden meddelte det norske kongehus, at kronprinsesse Mette-Marit var blevet sygemeldt som følge af bivirkninger af den medicin, hun tager mod sin kroniske lungesygdom.
I samme ombæring blev det meldt ud, at kronprinsessen foreløbig ville være sygemeldt i en uge.
Den tid er nu gået - og det tyder på, at hun er kommet sig.
For i morgen er hun således tilbage i job. Det fremgår af det norske kongehus' kalender.
Her kan man se, at kronprinsesse Mette-Marit i morgen har en opgave sammen med kronprins Haakon.
Parret er til stede ved en forfattersamtale mellem den canadiske forfatter Margaret Atwood og norske Karin Haugen.
Arrangementet finder sted klokken 19.00 i Operaen i Oslo.
Kronprinsessens sygemelding betød, at hun tidligere på måneden gik glip af den årlige Stortingsmiddag, men medmindre kongehuset melder andet ud i sidste øjeblik, ser hun ikke ud til at misse flere planlagte arrangementer lige foreløbig.