Nu er den udsolgt: Bliver revet væk efter Ulf Pilgaards død
Samme dag som han døde, nemlig i mandags, udkom Ulf Pilgaards nye bog, ”Revyens røverhistorier”.
Bogen har Ulf Pilgaard skrevet sammen med revyinstruktøren og vennen Lukas Birch, og den indeholder bl.a. anekdoter fra revy-stjerner som Lisbet Dahl, Preben Kristensen og Bodil Jørgensen.'
Nu kan forlaget bag bogen, Helmin & Sorgenfri, så melde alt udsolgt. Det skriver MediaWatch.
Der er lagt et par hundrede bøger til side til weekendens Bogforum, men ellers er resten af oplaget allerede solgt.
- Det har været helt fantastisk at mærke den kærlighed, der er sendt i hans retning. Jeg er stolt og glad på vores begges vegne over, at folk tager så godt imod bogen, men hvor ville jeg gerne have siddet og bladret i den sammen med ham. Den oplevelse ville jeg gerne have haft, siger bogens forfatter Lukas Birch til MediaWatch.
Lukas Birch fortalte til B.T. efter Ulf Pilgaards død, at den afdøde revystjerne aldrig nåede at se den færdige bog, men at Lukas Birch havde læst mange af bogens interviews med kollegerne op for ham – til stor morskab for Ulf Pilgaard.
”Revyens røverhistorier” bliver nu trykt i andet oplag, som kommer til at indeholde et lille mindeord om Ulf Pilgaard fra Lukas Birch.