1. nov. 2024
Af Maria Hoang

Kronprins Haakon udtaler sig om Marius-sagen: En krævende situation

Kronprins Haakon.
Kronprins Haakon.
Foto: Sebastian Christoph Gollnow/AP/Ritzau Scanpix
Da kronprins Haakon torsdag aften ankom til Den Norske Opera, blev han igen konfronteret med spørgsmål om Mette-Marits søn.

Det norske kongehus er de seneste måneder kastet ud i noget af et stormvejr, siden Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, i august blev anholdt og efterfølgende sigtet for en lang række alvorlige lovovertrædelser.

Hver eneste gang det norske kronprinspar har vist sig offentligt, har den norske presse stået klar med spørgsmål i sagen, der har været noget af en hovedpine for det norske kongehus.

Og igen stod pressen klar, da kronprins Haakon torsdag aften ankom til Den Norske Opera for at overvære et foredrag med forfatteren Margaret Atwood.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-11-01/20241031-214525-L-8640x5760ma.jpg
Kronprins Haakon ankom sammen med Oslos ordfører Anne Lindboe, balletchef ved operaen Ingrid Lorentzen og daglig leder på Litteraturhuset Susanne Kaluze.
Foto: Cornelius Poppe/NTB/Ritzau Scanpix

Oprindeligt var det planen, at kronprinsesse Mette-Marit også skulle have været med, men hendes deltagelse blev aflyst, da hun for tiden er sygemeldt.

Passer på hinanden

Derfor mødte kronprins Haakon pressen alene, og han var godt klar over, hvad dagsordenen stod på:

– Jeg forstår, at der er mange spørgsmål om det her. Det er selvfølgelig, som du nok kan forstå, en krævende situation, svarede kronprinsen, da en journalist fra NRK indledte med sit spørgsmål.

– Der er en igangværende politiefterforskning, og jeg synes ikke, det er rigtigt at sige så meget om enkelte elementer i den, fortsatte kronprins Haakon.

Den 51-årige kronprins henviste også til sin far kong Haralds tale, som han for nylig holdt i forbindelse med den årlige middag for Stortinget.

– Som kongen sagde, forsøger vi som familie at passe på hinanden. Og udover det er vi opsatte på at passe vores arbejde, slog kronprins Haakon fast over for NRK.

Læs mere om: