5. nov. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

Jesper Jensen gav Sandra Toft en nedslående besked: Ikke en sjov samtale

Jesper Jensen og Sandra Toft.
Jesper Jensen og Sandra Toft.
Foto: Hanne Juul og Kaspar Wenstrup
Efter 11 år på det danske landshold er det nu slut for målvogter Sandra Toft, der er blevet fravalgt.

Landsholdstræner Jesper Jensen har netop udtaget sine spillere i EM-truppen, som skal kæmpe for Danmark i december.

Og her stod det klart, at den garvede landsholdskeeper Sandra Toft ikke vil være at finde på holdkortet.

Sandra Toft har været en fast del af det danske landshold siden 2013, men nu er det altså slut. I hvert fald for en stund.

Og det var bestemt en svær og trist besked at give til den 35-årige stjernekeeper, lyder det fra Jesper Jensen til TV 2.

- Det er det, der har fyldt allermest for mig. Jeg synes, at det har været rigtig, rigtig hårdt. Det er noget, vi har tænkt rigtig meget over, og det var ikke nogen sjov samtale at tage med Sandra.

Til Ritzau fortæller landstræneren, at Sandra Toft blev ked af den nedslående melding.

- Sandra kan næsten ikke huske, at hun ikke har været med til en slutrunde. Så selvfølgelig var det hårdt for hende, og det var ikke specielt fedt at give hende beskeden, fortæller Jesper Jensen.

Jesper Jensen fortæller dog, at selvom hun ikke er udtaget i denne omgang, er det ikke nødvendigvis enden på hendes landsholdskarriere.

Sandra Toft fik i sommer endelig opfyldt en stor drøm, da hun kunne sætte en OL-bronzemedalje om halsen, efter hun har misset OL hele tre gange.

Læs mere om: