Mascha Vang og hendes mand sælger luksusvillaen: Her er årsagen
Mascha Vang og ægtemanden Troels har taget en stor beslutning. De har valgt at sælge deres skønne villa i Kolding.
Den 45-årige influencer afslører i et opslag på Facebook, at parret netop har sat deres hus på Ålykkegade til salg.
Hun har delt en række billeder af huset, og hvis man er interesseret, skal man betale 8 millioner kroner for boligen.
Så får man til gengæld også to etager på i alt 210 kvadratmeter samt en kælder på 106 kvadratmeter.
Mascha Vang og ægtemanden købte huset i 2018, og nu leder de efter en familie, der kan overtage deres skønne hjem.
Årsagen til flytningen skyldes, at parret længe har drømt om at skifte luksusvillaen ud med et landsted, hvor der er plads til heste.
Mascha Vangs 12-årige datter, Hollie Nolia, har en stor passion for heste, og hun og hendes mor har tilsammen tre heste.
Familien leder altså efter et nyt sted at bo, hvor deres elskede heste kan flytte med.