11. nov. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

Stefan fik sin drøm opfyldt, da han blev genforenet med sin mor i Sporløs: Sådan går det i dag

Stefan Sommer Jagd og Mette Frisk fra "Sporløs".
Stefan Sommer Jagd og Mette Frisk fra "Sporløs".
Foto: Preben Hjorth, STV, DR
Stefan Sommer Jagd har i mange år ønsket at kende sit biologiske ophav fra Bulgarien – nu er det endelig lykkedes ham at finde sin familie.

Det var et rørende øjeblik, da 27-årige Stefan Sommer Jagd blev genforenet med sin biologiske mor i ”Sporløs” i Bulgarien.

– Det var vanvittigt at møde hende. Det har på mange måder været en livslang drøm for mig. En drøm, jeg ikke rigtig har turdet håbe eller tro på, så det at møde hende var en drøm, der gik i opfyldelse, fortæller Stefan til BILLED-BLADET.

I årevis har Stefan gået rundt med en længsel efter at kende sit biologiske ophav.

Som toårig blev han adopteret fra et børnehjem i Bulgarien. Han har haft en god og tryg opvækst i Danmark, men der har altid været en masse ubesvarede spørgsmål og en brik, der manglede, fortæller han.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-11-11/DR-0818434.jpg
Stefan Jagd Sommer og Mette Frisk fra "Sporløs".
Foto: Preben Hjorth, STV, DR

Alle de svar fik han i programmet, da han sammen med Mette Frisk fandt frem til sin biologiske mor. I alle årene havde Stefan været en hemmelighed, men moren valgte at fortælle sin familie om ham, så han kunne møde dem.

– Det er noget, jeg sætter enorm stor pris. Det er et tegn på ubetinget kærlighed. Det siger meget om hendes karakter, at hun er villig til potentielt at forandre alt i min egen familie, lyder det fra Stefan, der tilføjer, at de tog imod ham med åbne arme.

Brødretræf i Tyskland

Stefan har i alt seks søskende. Fire halvsøskende og to biologiske brødre.

Moren gav ham kontaktoplysningerne på sine brødre, som bor i Tyskland. Han valgte dog, at han ville lade dem komme til ham, hvis de ønskede kontakt.

Blot en uge senere fik han en besked fra lillebroren. Kort tid efter rakte storebroren også ud til ham. Det viste sig, at de begge havde kendt til hans eksistens i alle årene, og de havde også selv forsøgt at finde ham – men uden held.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-11-11/Stefan4.jpg
Stefan Sommer Jagd og Mette Frisk fra "Sporløs".
Foto: Preben Hjorth, STV, DR

Stefan besøgte efterfølgende sin brødre i Tyskland, hvor han mødte deres familier.

– Det var megasurrealistisk, men samtidig føltes det som det mest naturlige i verden. Fra det øjeblik vi mødte hinanden, var der ikke noget tidspunkt, hvor det var akavet. Det var helt tydeligt, at vi selvfølgelig har levet forskellige liv og er meget forskellige mennesker. Det var enormt specielt, men også et af de absolut bedste øjeblikke i mit liv, understreger Stefan.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-11-11/DR-0818435.jpg
Stefan Sommer Jagd og Mette Frisk fra "Sporløs".
Foto: Preben Hjorth, STV, DR

En ny familie

Stefan ønsker at lære sin nye familie endnu bedre at kende, og han håber, at de holder kontakten i fremtiden.

– De vil utrolig gerne være en del af mit liv, og jeg vil også gerne være en del af deres. Drømmescenariet er, at jeg gerne vil være tæt med mine søskende, så tæt som jeg overhovedet kan blive. Jeg håber da helt klart, at jeg ser dem igen, men jeg ved ikke hvornår, men forhåbentlig inden længe, siger Stefan.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-11-11/Stefan3.jpg
Stefan og Mette Frisk fra "Sporløs".
Foto: Preben Hjorth, STV, DR

Han er taknemmelig for, at han har fundet sin familie, og at han nu kender hele sin historie.

– På mange måder føler jeg mig som et helt menneske. Jeg kender mit ophav, og jeg kender min historie fuldstændig. Det har givet en ro, at jeg kommer fra en god og kærlig familie, som trods livsomstændigheder har sine gode og kærlige værdier. Det betyder meget for mig, slutter han.

Du kan se "Sporløs" hver mandag kl. 20.00 på DR eller på DRTV.

Læs mere om: