15. nov. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Slet ikke som det plejer: Derfor dropper TV 2 Vild med dans i aften

Rasmus Staghøj, Rachel Ellebye, Anna Munch og Morten Hemmingsen. 
Rasmus Staghøj, Rachel Ellebye, Anna Munch og Morten Hemmingsen.
Foto: Hanne Juul
Fredag plejer at være lig med "Vild med dans", men i aften har TV 2 gjort en undtagelse.

Siden den 20. september har hundredtusindvis af danskere siddet bænket foran skærmen fredag efter fredag for at se ”Vild med dans” på TV 2.

Men sådan bliver det ikke i aften.

Den afgørende semifinale er ellers lige på trapperne, men fans af programmet må væbne sig med tålmodighed. ”Vild med dans” sendes nemlig først lørdag aften.

Det skyldes ikke, at de fire tilbageværende par har haft brug for en ekstra dag til at træne. Årsagen er derimod, at TV 2 har prioriteret at sende landsholdsfodbold.

TV 2 kalder sig for hele Danmarks hjemmebane, og det navn lever de op til fredag aften, hvor Christian Eriksen og co. går på banen i Parken i håb om at besejre Spanien i Nations League.

Der er kampstart klokken 20.40.

Flytningen af ”Vild med dans” betyder, at de tre finalepar i ”Vild med dans” vil få en dag mindre til at blive klar til det store slag, der skal stå i studiet på Østerbro fredag den 22. september. For her skal vinderes af årets dansekonkurrence findes.

Læs mere om: