Prins Daniel vækker opsigt med kæmpe plaster i panden: Her er forklaringen
Prins Daniel skulle i dag mødes med de forskere, der modtog Hjerte-Lungefondens "Prins Daniel-Legat", men de fremmødte har formentlig fået sig lidt af et chok, da de så prinsen.
For mens hans klassiske påklædning på ingen måde vakte opsigt, var det en anden sag med hans hoved.
På hans pande sad nemlig et kæmpestort plaster, som du kan se på billedet herunder.
De fremmødte har formentlig alle undret sig over det store plaster - og for at få opklaret sagen har mediet Svensk Damtidning taget kontakt til kongehuset.
Og sagen er nu opklaret.
Kongehusets informationschef Margareta Thorgren kan således fortælle, at prins Daniel har fået fjernet et modermærke.
I samme ombæring fortæller hun, at prinsen har det godt.
Det vides ikke, hvornår han har fået fjernet det, men han havde ikke plaster på panden, da han sammen med blandt andre kong Frederik og dronning Mary var i Berlin den 21. oktober. Svensk Damtidning skriver, at han heller ikke havde plaster på, da han 8. november var på opgave.