Efter faldulykke: Dronning Paola er stadig ikke hjemme på slottet
Dronning Paola deltog ikke i den traditionsrige taksigelsesgudstjeneste på Kongens Dag i Belgien.
Afbuddet kom efter en faldulykke i udlandet.
I første omgang forlød det, at den 87-årige tidligere belgiske dronning, der er gift med kong Albert, og mor til den nuværende konge, kong Philippe, måtte melde afbud, fordi hun ikke ville være i stand til at gå op til katedralen, hvor gudstjenesten skulle foregå, men efter ceremonien afslørede dronningens datter, prinsesse Astrid, at dronningen slet ikke er i landet.
- Hun er stadig i Sydfrankrig. Det var for svært at flytte, sagde prinsesse Astrid til den belgiske journalist Wim Dehandschutter.
Prinsessen understreger dog, at dronningens tilstand er fin og der ikke er grund til bekymring.
- Jeg skal ikke se hende lige nu. Vi skal fejre jul sammen. Det er ikke så alvorligt, afsluttede hun.