Vild med dans-ekspert håber de dropper det: Det bliver lidt søgt
Lørdagens semifinale i "Vild med dans" bød både på flot dans, et gensyn med Anne Laxholm og tårer både under og efter liveshowet.
For BILLED-BLADET's "Vild med dans"-ekspert Lone Vandborg var det overordnet set en dejlig aften, hvor især Anne Laxholms tilbagevenden - om end for en kort stund - skabte stor begejstring.
Den mangeårige dommer står nemlig for noget, som der har manglet i årets "Vild med dans".
- Først og fremmest gav det en rigtig god dynamik ved dommerbordet, at der igen var fire dommere. Og så var det dejligt at have Anne Laxholm tilbage, der har fokus på det dansetekniske som fx fodarbejdet. Der har været lidt for meget fokus på dansernes show og udseende fremfor dansen, siger hun.
Men selvom dommerens comeback var glædeligt, så var der også malurt i bægeret.
Aftenens semifinale havde temaet "fight night", men det var ikke ligefrem, fordi det afspejlede sig meget i løbet af showet.
Og generelt er Lone Vandborg ikke begejstret over programmets temaer.
- Det bliver lidt søgt. De kan bare kalde det for semifinalen i stedet for at give det et navn. Bortset fra at de kom gående ind i morgenkåber, som boksere gør, så var der ikke meget fight night over det. De har generelt mange ting på tegnebrættet i år - og nogle af dem skulle være blevet i idérummet.
- Man ser programmet, fordi man gerne vil se god dans, lære danserne at kende, se de flotte kjoler og høre musikken. Nu skal der så også ske en masse ting, som ikke har noget med dansen at gøre.
Men der er måske håb for den næste sæson.
For Lone Vandborg har bemærket, at man i den sidste halvdel har bevæget sig mere tilbage til programmets kerneværdier.
Så måske har de lyttet til den kritik, der har været af mange af de nye tiltag.