17. nov. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

”Nå, nå” sagde Sonny Fredie Pedersen til dommerkollega: Nu forklarer han

Sonny Fredie Pedersen og Lene James Mikkelsen
Sonny Fredie Pedersen og Lene James Mikkelsen
Foto: Mikael Rieck
Sonny Fredie Pedersen reagerede ved dommerbordet, da Lene James Mikkelsen sagde til Rachel og Thomas, at de 'ikke kunne blive bedre'.

Lørdag aften var ”Vild med dans”-parrene på gulvet for næstsidste gang, idet der blev danset semifinale, og desværre for Rachel og Thomas klarede de sig ikke med videre til finalen.

De fik ellers ros af dommerne for deres quickstep. Også Lene James Mikkelsen havde flotte ord at sige til parret, men hun sagde også, at det måske var blevet tid til at slå lejr på der bjerg, som de gennem de seneste måneder har været i fuld gang med at bestige.

”I bliver ikke bedre. Det bliver ikke bedre”, sagde Lene James Mikkelsen, hvilket fik Sonny Fredie Pedersen til at reagere med et ”nå, nå”.

Efter showet forklarede han sin reaktion.

- Jeg vidste jo godt, hvad hun mente. Det var mit indre, varme trænerhjerte, der ikke ville have, de skulle føle, de ikke kunne blive bedre. For det kan de jo. Hun havde ret i det med, at de bare skal nyde at være med og være i nuet og ikke fokusere på alt muligt andet, sagde dommeren efter afgørelsen, der som bekendt endte med et exit til Rachel.

Heller ikke hun eller Thomas tog kommentaren fra Lene James Mikkelsen ilde op.

- Jeg så det overhovedet ikke som groft ment. Nogle gange sigter man efter målet hele tiden i stedet for at sænke skuldrene og bare nyde det, sagde Thomas Evers Poulsen.

Læs mere om: