Pyha! Heino Hansen slipper for at rase
Hvis man kan lide at se reality-tv, har det i år været svært at komme uden om Heino Hansen.
Den populære komiker var for eksempel et kæmpe hit i årets udgave af ”Forræder”, og i sommer kunne man så igen følge ham på tv – denne gang med hustruen Cecilia Hansen – i ”Jaget Vildt”.
Nu har ægteparret mulighed for tilmed at vinde en pris for deres tv-optræden, for de er begge blevet nomineret til Reality Awards – blandt andet i kategorien ”Årets par”.
Den dejlige nyhed har de begge delt på Instagram, og de er begge meget stolte.
Både Heino og Cecilia Hansen var med til Reality Awards først på året, selv om de ikke var nominerede, og her fortalte de, at de drømte om at blive det.
- Vi vil gerne blive Årets par. Det kunne være nice, sagde Cecilia Hansen tilbage i januar, og nu er hun og manden et skridt tættere på at opnå den drøm.
- Hvis vi ikke er nomineret (i 2025), må du godt citere mig for: ”Komiker raser”, sagde Heino Hansen med et stort grin ved samme anledning med henvisning til de mange realityprogrammer, man har kunnet se ham i her i løbet af 2024.
Om det populære ægtepar vinder en eller flere priser ved Reality Awards, afsløres i showet den 18. januar.