Sarah Grünewald stoppede på Vild med dans: Jeg har virkelig fået lov til at være mig selv
Sarah Grünewald er den nye vært på TV 2-programmet "Piano", og der føler hun sig godt tilpas. Tv-værten har nemlig et nært forhold til klaveret og til musikken.
– Musik er for mig en nødvendighed. Det samler os, og det skaber fællesskaber. Det kan hjælpe os med at skabe et sprog, som vi måske ikke har, lød det fra Sarah Grünewald, der selv har spillet på klaver som ung.
Sarah Grünewald tog sidste år en stor beslutning, da hun valgte at stoppe med at lave ”Vild med dans” efter 11 år. Det betød, at der var et helt nyt format, som hun skulle være vært på.
– Det er ingen hemmelighed, at jeg har været vært på et program i 11 år, som jeg virkelig har elsket. Men det var også et format, der var enormt sat, hvilket jeg også godt kunne lide. Men det er også en kæmpe kontrast til det her program, hvor jeg virkelig har fået lov til at være mig selv, fortæller Sarah Grünewald til BILLED-BLADET.
- Jeg har fået lov til at tale med mennesker, i stedet for at tale til dem, forklarede Sarah Grünewald, der har fået et nært forhold til de pianister, der har medvirket i programmet.
– Jeg har aldrig følt mig så tilpas i en værtsrolle, som jeg har her. Det har været enormt rørende for mig, afsluttede Sarah Grünewald.