Hvem var den unge dame, der sad til bords med kong Frederik?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Kort og godt: Hvem er den unge dame i lys kjole, der sad til bords mellem kongen og statsministeren ved gallataflet under det islandske præsidentpars statsbesøg?
Venlig hilsen
Jonna P.
Kære Jonna P.
Det var Islands udenrigsminister, Thórdís Kolbrún R. Gylfadóttir. Hun har beklædt embedet siden april 2024 og repræsenterer Selvstændighedspartiet i den islandske koalitionsregering, som i øvrigt kort efter statsbesøget meddelte sin afgang. Hun blev under besøget benådet med storkorset af Dannebrogordenen, som hun bar under gallataflet på Christiansborg – i øvrigt ligesom den islandske præsidents ægtefælle, Islands ambassadør til Danmark, den islandske parlamentsformand og direktøren for det islandske præsidentkontor. Præsidenten modtog Elefantordenen. Det er kutyme, at lande som Danmark og Island, der har et ordensvæsen, udveksler ordener og medaljer i forbindelse med statsbesøg. Både statsoverhovederne og deres ægtefæller, repræsentanter for regeringen og embedsværket samt udvalgte hofembedsmænd bliver gerne dekoreret ved sådanne lejligheder.
Venlig hilsen
Jon Bloch Skipper
Se et billede af Thórdís Kolbrún R. Gylfadóttir inde i artiklen herunder:
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".