Stormester vender tilbage i særlig udgave: Her er deltagerne
Lasse Rimmer og Mark Le Fevre inviterer til nytårstaffel i en helt særlig udgave af "Stormester".
Det sker den 3. januar 2025, hvor det populære program vender tilbage til TV 2.
Der er dog noget, som er helt anderledes denne gang. Den store nytårsspecial består nemlig blot af et enkelt afsnit.
TV 2 har netop offentliggjort deltagerne i den særlige udgave.
Castet består denne gang af influencer Fredrik Trudslev, rapper Liam O'Connor (også kendt som L.O.C.), journalist Clement Kjersgaard, skuespiller Ditte Hansen samt Rosa Kildahl, som er kendt fra "Den store bagedyst".
Det vides endnu ikke, om der kommer en ny sæson af den normale udgave, men meget tyder på, at det snart bliver bekræftet.
"Det kommer 1 og kun 1 program med det her vanvittige femkløver d. 3/1-2025... Meeen... måske der er flere gode Stormester nyheder på vej meget snart...." skriver TV 2 på Instagram.