Gør ikke som børnene: Dronning Anne-Marie er ikke interesseret
Det var med dybe følelser, at den tidligere kongefamilie i Grækenland mandag kunne afsløre, at de efter 30 år igen får statsborgerskab i deres hjemland.
I en dybfølt pressemeddelelse oplyste familien, at de i samme forbindelse har valgt at frasige sig deres titler og i stedet tage et efternavn.
Familiemedlemmerne har valgt navnet ”De Gréce” efter deres onkel, prins Michael af Grækenland og Danmark, der også brugte navnet Michel de Gréce.
Det er dog ikke alle familiemedlemmerne, som har valgt at få græsk statsborgerskab.
Dronning Anne-Marie, som var gift med kong Konstantin, har modsat sine børn ikke ansøgt om det.
Det skriver det græske medie To Vima.
Mediet skriver, at Anne-Marie ganske enkelt ikke var interesseret. De skriver ligeledes, at en årsag kan være, at hun ikke ønsker at give afkald på sine titler i det danske kongehus.
Hvad det har af betydning for dronning Anne-Maries titel vides endnu ikke. Hverken den græske familie eller det danske kongehus har kommenteret på sagen.
Ifølge AP har 10 familiemedlemmer fået statsborgerskab.
Det drejer sig om Konstantin og Anne-Maries fem børn, Alexia, Pavlos, Nikolaos, Theodora og Philippos.
Fem af det tidligere kongepars børnebørn har ligeledes fået statsborgerskab.
Dronning Margrethes lillesøster blev født som prinsesse af Danmark. Hun fik i 1964 en ny titel, da hun giftede sig med Grækenlands kong Konstantin.
Der gik dog ikke mange år, før det græske kongepar og deres ældste børn måtte forlade landet og i stedet leve i eksil.
Et militærkup betød nemlig, at monarkiet blev afskaffet i Grækenland, og kongefamilien bosatte sig derfor i udlandet. Først i Rom, senere i København og til sidst i London.
I 1994 fik familien frataget deres græske statsborgerskab. De har sidenhen beholdt deres titler, selv om de var uden officiel betydning.
I 2013 vente kong Konstantin og dronning Anne-Marie tilbage til Grækenland, hvor de boede sammen frem til Konstantins død i 2023. I dag bor Anne-Marie stadig i Athen.