Kongeparret sætter ord på Haralds alvorlige sygdomsforløb
Det var under en afslappende ferie i slutningen af februar i Malaysia, at kong Harald blev syg og indlagt på et hospital.
Det viste sig, at kong Harald var blevet ramt af en infektion, og inden hjemrejsen til Norge, fik han indopereret en midlertidig pacemaker, som skulle gøre rejsen mere sikker for kongen.
I NRK's årlige tv-program "Året med kongehuset" fortæller dronning Sonja for første gang, om de dramatiske dage, hvor kong Harald blev syg i Malaysia.
- Det var primært et chok. Man var bange, fortæller dronning Sonja i programmet, og fortsætter:
- Jeg spekulerede et øjeblik på, om jeg skulle alene hjem. Og det var ikke en behagelig tanke, fortæller dronning Sonja, der måtte navigere i den ubehagelige uvished.
Undersøgelserne viste, at kong Harald havde en alvorlig infektion - og i programmet fortæller Bjørn Bendz, der har været kongens personlige læge siden 2020, at det ikke var en ufarlig situation.
- Det var meget alvorligt, fortæller Bjørn Bendz, og fortsætter:
- Ja, nu har jeg tilføjet et adjektiv, "meget", det hørte jeg. Det er altså sådan, at når folk, der nærmer sig de 90 år, skal indlægges på hospitalet for at få intravenøs antibiotika, er det simpelthen meget alvorligt, lyder det fra lægen.