Spænding før stor aften på Amalienborg: Kronprins Christians ankomst bliver noget helt særligt
Kong Frederik og dronning Mary afholder nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, repræsentanter for det officielle Danmark og Hoffet.
Det sker i Christian VII's Palæ på Amalienborg klokken 20.00, og fra klokken 18.45 sender vi live, når de første gæster ankommer til den røde løber foran kurpalæet.
Kongeparrets ankomst til Christian VII’s Palæ er naturligvis et af aftenens højdepunkter, men også kronprins Christian kan vi glæde os til at se ankomme til sin første nytårskur og -taffel.
Kronprins Christian til sin første nytårskur
Det bliver stort at opleve Frederik og Mary ankomme til deres første kur som kongepar, men det bliver næsten lige så stort at se kronprinsen på den røde løber i den særlige anledning.
Netop Christians ankomst til nytårskuren bliver altså noget ganske særligt, og det bliver især spændende at se, om han ankommer alene, eller om han ankommer i selskab med et familiemedlem eller måske endda to.
Den kongelige familie repræsenteres til kuren desuden af dronning Margrethe, prins Joachim og prinsesse Marie samt prinsesse Benedikte.
Alt tyder på, at kronprinsen ankommer alene, men svaret får vi først i aften.