14. jan. 2025
Af Laura Dalgård Hansen

Nikolaj Jacobsen får spørgsmålet igen og igen – men han kan ikke svare på det

Nikolaj Jacobsen
Nikolaj Jacobsen
Foto: Kaspar Wenstrup
Nikolaj Jacobsen må undvære to af landsholdets helt store profiler gennem de sidste mange år i den kommende slutrunde.

Tirsdag tager Nikolaj Jacobsen hul på endnu en slutrunde i spidsen for Danmark. Han har allerede vundet VM med herrelandsholdet tre gange, og om knap tre uger vil det vise sig, om det lykkes igen.

Alt er dog langt fra, som det plejer at være på holdet, for to af de helt store profiler takkede af efter OL i sommer. Mikkel Hansen stoppede karrieren helt, mens anfører Niklas Landin sagde farvel til landsholdet.

Men hvad betydet det for landsholdet, at de ikke længere er med? Det var der mange, der gerne ville vide, da der den 3. januar var mediedag med håndboldherrerne.

- Jeg får det spørgsmål hos jer alle sammen, og jeg kan ikke rigtig svare på det endnu, fordi nu er det første gang, de ikke er med, og så må vi tage nogle erfaringer fra den slutrunde her med os. Og det kan godt være, der skal gå én mere, før vi sådan for alvor ved, hvor vi er henne, og at folk har fundet deres roller, sagde Nikolaj Jacobsen og fortsatte:

- Jeg ved jo i forhold til det OL, vi lige har været igennem, at på målmandsposten sker der ikke det helt store. Der er Kevin (Møller, red.) gledet ind i stedet for, og han har været med i mange år. Sådan rent spillemæssigt skal vi have fundet en ny mand, specielt i syv mod seks-spillet og i overtalsspillet, hvor Mikkel jo har haft en stor rolle. I det stationære, almindelige spil er hans rolle langsomt blevet mindre og mindre, hvor Gidsel og Pytlick specielt har taget over, og nu så vi til OL både med Lauge og Thomas Arnoldsen, at de havde store roller der.

Danmark spiller sin første VM-kamp tirsdag aften. Opgøret mod Algeriet kan ses på DR1 fra klokken 20.30.

Læs mere om: