Nikolaj fra Årgang 20 kæmpede med kiloene og fysikken: Sådan går det nu
Nikolaj Bek fra ”Årgang 20” fik sig lidt af en mavepuster, da han i 2023 ikke kunne komme op på sine vandski.
Som ung har han dyrket vandsporten rigtig meget, men pludselig stod det klart, at helbredet og fysikken var blevet forsømt i en grad, hvor det ikke længere kunne lade sig gøre.
Nikolaj besluttede sig derfor for at begynde at træne, som man også kan se i den igangværende sæson af ”Årgang 20”.
Det har båret frugt, men hvor mange kilo restauratøren har smidt, ved han ikke.
- Jeg har det sådan, at et vægttab ikke skal handle om, hvad vægten siger. Det har aldrig været for at få et vægttab, at jeg begyndte at træne, men for at være sund og have det godt indeni. Jeg går ikke så meget op i, hvad jeg vejer. Jeg kan se i spejlet, om jeg bør tabe mig, og jeg tror, det bliver for hårdt i hovedet, hvis man skal hoppe op på en vægt og forholde sig til nogle tal. Jeg kan mærke på folk, der vejer sig hele tiden, at det påvirker dem for meget, siger Nikolaj og understreger, at han fortsat er lidt af et madøre, og stadig er glad for både bøf og bearnaise.