10. jan. 2025
Af Majken Munk

Efter flere voldsomme livskriser: Anne-Grethe Bjarup Riis' krop sagde fra

Anne-Grethe Bjarup Riis
Anne-Grethe Bjarup Riis
Foto: Martin Høien
Anne-Grethe Bjarup Riis mærkede efter sin søns kræftsygdom og en skilsmisse, hvordan hendes krop pludselig sagde fra.

Filminstruktør Anne-Grethe Bjarup Riis åbner op for den modgang, hun har stået igennem i sit liv.

Det gør hun i DR-podcasten ”Hvad ville Jesus have sagt”, hvor hun også fortæller om sit forhold til tro.

Her åbner hun også op for tiden efter to markante livskriser. Det skriver DR.

I 2015 blev Anne-Grethe Bjarup Riis’ søn Gilbert syg med kræft. Det er et sygdomsforløb, som hun har skildret i dokumentarfilmen ”Til Gilbert fra mor”.

Hun har altid haft en tro på Gud, men i perioden omkring hans sygdom begyndte troen at fylde endnu mere.

Det blev endnu mere udtalt, mens sønnen Gilbert var syg af kræft, hvor hun bad til Gud.

Senere blev det også et sted, hun tyede til, da hun og manden gennem 20 år Bo Riis blev skilt.

Hun bekræftede deres skilsmisse i september 2024.

Men efter to så markante livskriser reagerede hendes krop ved at sige fra. Anne Grethe Bjarup Riis kalder det selv for et ”angreb af PTSD”.

- Jeg tænkte bare, nu går jeg sgu ned med flaget. Der kunne jeg ikke andet end at folde hænderne sammen og bede om hjælp til at komme igennem det. Helt konkret: Hjælp mig, fortæller hun til DR.

Anne-Grethe Bjarup Riis’ nedbrud krævede undersøgelser og psykologtimer for at komme ud på den anden side, fortæller hun.

Foruden sønnen Gilbert har Anne-Grethe Bjarup Riis børnene Yrsa og Osvald.

Læs mere om: