Ikonisk tv-hus overlever voldsom naturbrand
Med sine grønne skodder og rødt tegltag blev huset i Altadena, Californien hurtigt verdenskendt i 90'erne.
Det var nemlig her, familien Walsh i tv-serien "Beverly Hills 90210" boede, og talløse gange har fans af serien set optagelser af huset, som er bygget i den spanske haciendastil.
Netop nu hærger en række voldsomme naturbrande i Los Angeles-området, og netop Altadena-området, hvor det ikoniske tv-hus ligger, er berørt af flammerne.
The Hollywood Reporter har besøgt kvarteret, hvor det ikoniske hus ligger, og kan berette, at huset på mirakuløs vis er undgået at blive opslugt af flammerne.
Således er både det ene nabohus og genboen blevet brændt ned, mens "Casa Walsh", som mediet har døbt huset, står intakt.
Eaton-branden, som har hærget i nabolaget Altadena har beskadiget eller ødelagt mellem 4000 og 5000 bygninger i området, skriver TV 2.