10. jan. 2025
Af Pelle Rigtrup, Luise Marie Bekker

Claus Elming kunne ikke få ordene frem i Vild med dans: Der vidste han, at det var slut

Claus Elming.
Claus Elming.
Foto: Gregers Overvad
Claus Elming husker tydeligt det tidspunkt, hvor det gik op for ham, at han ikke kunne fortsætte som vært på "Vild med dans".

I hele 12 sæsoner var Claus Elming vært på "Vild med dans", men i 2017 stoppede han efter sæson 14.

En sæson, hvor tv-værten havde det rigtig skidt.

Det afslører han i Morten Messerschmidts podcast "Ikke et ord om politik".

Inden sæsonen var han ude for et slemt cykelstyrt.

Styrtet forværrede den stress, han tidligere døjede med, og Claus Elming kæmpede med at blive klar til at stå på skærmen og se frisk ud, når kameraet pegede hans vej.

- Det var ikke altid, at jeg nåede det. Og så stod jeg simpelthen og kastede op, kort før vi skulle på. Og så var det som om, at når jeg havde gjort det, så reagerede kroppen på en eller anden måde, hvor den sagde: Okay, nu er jeg klar, fortæller han ærligt.

Måske så han nogle gange lidt rørt ud på tv.

Men det var måske fordi, han lige havde kastet op kort forinden, at han havde tårer i øjnene.

Han fortæller i sin snak med Messerschmidt, at han havde vingummier med i lommen, som, når han tyggede på sådan en, kunne dulme nerverne.

Kunne ikke få ordene frem

Undervejs i sæsonen oplevede Claus Elming så noget, der gjorde det helt klart for ham, at han ikke kunne fortsætte som vært på programmet.

Under maratondansen, hvor fem par kæmpede mod hinanden, var det hans opgave at sige, hvem der undervejs røg ud af konkurrencen. Og den melding fik tv-værten da også i øret, men han kunne simpelthen ikke få ordene frem.

Han oplevede, at halsen snørede til, og det endte med, at hans medvært Sarah Grünewald måtte overtage og informere seerne og danserne om, hvem der røg ud.

- Der gik det op for mig, at jeg ikke kunne mere, fortæller han i podcasten.

Læs mere om: