Røverkøb i provinsen blev fjernet efter massiv kritik fra kendt tv-par: Nu reagerer DR
Det nye år blev skudt i gang med DR’s helt nye boligprogram ”Røverkøb i provinsen”, som allerede har vist sig at være en stor succes og har "I hus til halsen"-eksperterne Line Franck og Dennis Lindequist i spidsen.
Det første afsnit er blevet set af over 950.000, og mange tv-seere har nydt godt af, at hele den nye sæson har været tilgængelig på DRTV.
Men sådan er det ikke længere. For et par dage siden fjernede DR alle seks afsnit fra deres streamingtjeneste, efter at et af parrene har rettet kritik mod programmet.
Det er Jonas og Kamilla, som medvirker i afsnit 6, hvor de er på jagt efter et drømmehjem på Langeland.
Parret har udtalt til TV 2 Fyn, at de er meget utilfredse med, at det ikke fremgår af programmet, at de selv fandt den bolig, som de endte med at købe. De kalder det for en ”direkte løgn” og kommer med massiv kritik.
Jonas og Kamilla er allerede kendt fra tv, hvor de har medvirket i programmer som ”Linde på Langeland” og ”Trailerpark Danmark”.
BILLED-BLADET har kontaktet DR for at høre deres svar på kritikken, og hvorfor de har valgt at fjerne hele ”Røverkøb i provinsen”-sæsonen fra DRTV.
- Formålet med serien ”Røverkøb i provinsen” er at vise de mange muligheder, der er for at finde en drømmebolig rundt omkring i landet og den efterfølgende proces med at gøre drømmen til virkelighed, udtaler programchef Anne Galichs og fortsætter:
- Vi er blevet bekendt med, at der er en fejl i afsnit 6 ”En kunstnerbolig på Langeland”. Derfor har vi midlertidigt afpubliceret hele serien for at afdække, om sagen er isoleret til det ene afsnit eller har et større omfang.
Det fremgår ikke, hvornår afsnittene bliver tilgængelige på DRTV igen, men DR håber, at det kommende afsnit 3 bliver klar, så det kan lægges op torsdag morgen som planlagt.
Afsnit 3 sendes på DR1 torsdag d. 16. januar kl. 20.00.