Og med et var det dem: For et år siden blev Frederik og Mary konge og dronning af Danmark
Der var dømt folkefest for et år siden, da kong Frederik og dronning Mary modtog folkets hyldest, da de blev konge og dronning af Danmark.
Hele Danmark fulgte med i den festlige dag, hvor dronning Margrethe underskrev sin abdikationserklæring, hvor hun efter 52 år som regent, valgte at give tronen videre til sin søn.
Det var nogle spændende minutter, da dronning Margrethe underskrev abdikationserklæringen, og derefter sagde "Gud bevare kongen.”
Danmark havde fra det øjeblik fået en ny konge og dronning, og det nye kongepar, og deres fire børn, var klar til at modtage folkets hyldest på balkonen på Christiansborg Slot.
Dronning Mary og kong Frederik blev konge og dronning den 14. januar - og det var præcis 52 år efter, at dronning Margrethe overtog tronen fra sin far.