Nu er han far til to: Komiker Dan Andersen er blevet far igen
Dan Andersen smiler ekstra stort for tiden.
Den 45-årige komiker har nemlig udvidet familien med et ekstra medlem.
Dan Andersens kæreste, Cæcilie Brinck, fødte nemlig parrets andet barn fredag den 10. januar kl. 00.01 i deres stue.
Parret havde nemlig planlagt en hjemmefødsel, og det betød, at Cæcilie Brinck kunne føde parrets barn i et oppusteligt fødekar, der var placeret i deres stue.
Det skriver Dan Andersen i et opslag på Instagram.
- Efter at ligget og kontrolleret veer i soveværelset, satte hun sig stille og roligt ned i fødekarret. Og i en fuldstændig vanvittig kraftpræstation, brølede hun ham ud og lagde ham op på maven🤯 Jeg har aldrig set noget så vildt og stærkt, og jeg er simpelthen så stolt af min mega seje kæreste❤️, skriver Dan Andersen til opslaget, hvor han har delt en række billeder af parrets søn, der har fået navnet Pilou Albus.
Parret har i forvejen datteren Elva på to år, der allerede er glad for den nye titel som storesøster.
- Storesøster havde også glædet sig, og blev så glad for at se ham😍❤️, skriver Dan Andersen i opslaget.
Dan Andersen har tidligere talt åbent om, at han har svært ved at få børn.
Det skyldes hans forringede sædkvalitet, som har gjort det svært for ham og hans kæreste at blive forældre - og i den sammenhæng har han talt åbent om, at parret har været i fertilitetsbehandling.