Røverkøb i provinsen fjernet efter kritik: DR har fundet flere fejl
Det skabte mange overskrifter, at DR forleden valgte at fjerne alle afsnit af deres nye boligsatsning "Røverkøb i provinsen".
"Vi er blevet bekendt med, at der er en fejl i afsnit 6 af ’Røverkøb i provinsen - En kunstnerbolig på Langeland’. Derfor har vi midlertidigt afpubliceret hele serien for at afdække om sagen er isoleret til det ene afsnit eller har et større omfang.
Formålet med serien er at vise de mange muligheder, der er for at finde en drømmebolig rundt omkring i landet og den efterfølgende proces med at gøre drømmen til virkelighed", lød det fra DR.
Og nu erkender DR over for Berlingske, at der er fundet flere fejl i programserien, der er produceret af Koncern TV.
“Vi er stadig ved at gennemgå de enkelte afsnit. Men vi kan se, at det i flere tilfælde er parrene selv, der har fundet et af husene, uden at det fremgår tydeligt af det enkelte program. Vi er som sagt fortsat ved at gennemgå de enkelte afsnit og redigere dem med henblik på, på den måde, det bliver fremstillet på, er korrekt«", lyder det fra Anne Garlichs, programchef i DR.
Hun oplyser desuden, DR regner med at sende et afsnit torsdag aften som oprindeligt planlagt.