Stor overraskelse: Dronning Margrethe designer jubilæumskrus
Dronning Margrethe har siden ungdommen elsket at være kreativ, og nu – i sit otium – har majestæten tid til at udfolde sig kreativt.
Onsdag formiddag kom Royal Copenhagen med en stor nyhed: Dronning Margrethe har designet deres jubilæumskrus i anledning af Royal Copenhagens 250-års jubilæum.
Det skriver Royal Copenhagen på sociale medier, og på deres hjemmeside lyder det:
”Hendes Majestæt Dronning Margrethe er kendt for sin kreativitet og sit store kunstneriske talent; kvaliteter som begge tydeliggøres i den smukke illustration til jubilæumskruset, skabt i anledning af Royal Copenhagens 250-års jubilæum.
Med sine koboltblå håndmalede fisk, der svømmer gennem blide bølger, er Hendes Majestæts illustration en kærlig reference til Royal Copenhagens tre bølger, der pryder bunden af hvert eneste stykke af vores porcelæn”.
Dronning Margrethe udtaler også, at hun er glad for at være med til at skabe kruset:
"Det er mig en glæde at kunne være med til at fejre Royal Copenhagens 250 år med dansk kunsthåndværk og design. Koppens motiv er inspireret af en fisk, jeg malede i Frankrig for mange år siden. Den har jeg altid holdt meget af, og jeg synes, at den håndmalede dekoration gør sig så fint på det riflede porcelæn.”
Kruset, er limited edition, koster 799,00 kr. og forhandles kun i 2025.