17. jan. 2025
Af Karina Didriksen

Omstridt afsnit af Røverkøb i provinsen blev fjernet: Her kan det ses igen

Line Franck samt Jonas og Kamilla
Line Franck samt Jonas og Kamilla
Foto: Koncern tv/ DR
DR-programmet ”Røverkøb i provinsen” blev fjernet efter kritik, men nu kan det omtalte afsnit snart ses igen.

DR valgte at fjerne hele sæsonen af ”Røverkøb i provinsen” fra DRTV, efter at nogle af de medvirkede kritiserede programmet.

Det var parret Jonas og Kamilla, som klagede over, at hele sandheden ikke fremgik på tv – nemlig, at de selv havde fundet det hus, de endte med at købe.

Herefter afpublicerede DR alle afsnit fra deres streamingtjeneste for at gennemgå dem for eventuelle fejl.

Lige nu er det kun afsnit 3, der er tilgængelig, men nu er der endelig nyt om det omstridte afsnit med Jonas og Kamilla.

Ifølge dr.dk så bliver netop dette program, afsnit 6, lagt op på DRTV torsdag d. 23. januar i en redigeret udgave.

- Uanset genre er det helt afgørende for os i DR, at vi fortæller virkeligheden, som den er, og at vi skildrer virkeligheden, som den er. Det er også derfor, vi med det samme trækker i arbejdstøjet og redigerer programmerne og fortæller forløbet præcis, som det har været, siger programchef Anne Garlichs ifølge dr.dk.

Det forlyder også, at første afsnit bliver lagt op igen på torsdag, mens resten af sæsonens afsnit kommer tilbage, så snart redaktionen er færdige med at klippe dem.

Mere om: