Nu er afsnittet blevet sendt: Michella Meier-Morsi havde frygtet særligt afsnit i Tillykke, I skal have trillinger
Tvillinge- og trillingemoderen Michella Meier-Morsi har hænderne fulde med fem, små børn.
I det seneste afsnit af "Tillykke, I skal have trillinger" fortæller Michella Meier-Morsi om børnenes soverutine, som giver hende dårlig samvittighed.
I programmet kan man nemlig se trillingerne, der gejler hinanden op - og selvom de er blevet lagt i seng, så forhindrer det dem ikke i at rejse sig op i sengen igen og igen.
Michella Meier-Morsi forsøger ihærdigt at lægge hvert barn ned igen - men inden hun har set sig om, så har det næste barn rejst sig op.
Tålmodigheden slipper langsomt op hos trillingemoderen, og det ender med, at hun tyer til en skrappere tone, som efterfølgende giver hende dårlig samvittighed.
I et opslag på Instagram fortæller Michella Meier-Morsi sine mere end 527.000 følgere, at hun har frygtet afsnittet.
- Dagens afsnit af “Tillykke, I skal have trillinger” har jeg frygtet… Det er hårdt at se og genleve. Puttescenen har givet mig ondt i maven. Når jeg tidligere har snakket om, hvor svært det er at putte trioen, er min indbakke væltet i kritik. Om mangel på opdragelse og konsekvens…, skriver tvillinge- og trillingemoderen, der slår et slag for, at man ikke skaber et glansbillede af, hvordan det er at have små børn.