22. jan. 2025
Af Maria Hoang

Virusudbrud i prinsesse Ingrid Alexandras kaserne: Nu kritiseres forholdene

Prinsesse Ingrid Alexandra. 
Prinsesse Ingrid Alexandra.
Foto: Annika Byrde/AFP/Ritzau Scanpix
Et udbrud af mave- og tarmvirus hærger den kaserne, hvor den norske prinsesse lige nu aftjener sin værnepligt.

Et voldsomt udbrud af mave- og tarmvirus skaber kaotiske tilstande i militærlejren Skjold, hvor Norges prinsesse Ingrid Alexandra for tiden aftjener sin værnepligt.

Derfor er der blevet indført en række tiltag for at begrænse smitten, men de tiltag vækker nu kritik, skriver Dagbladet.

For at begrænse smitten er der blandt andet blevet indført karantæne, men forholdene er langt fra luksuriøse.

– Vi bliver låst inde på vores værelser og får muggent brød til morgenmad, frokost og aftensmad, lyder det fra en soldat på kasernen til mediet.

Ydermere hævder soldaten, at nogle bliver holdt i isolation i hele 11 dage.

– Forsvaret er ikke bekendte med, at nogen har siddet i isolation i 11 dage, udtaler Trygve Andre Hongset, der er talsperson i hæren, til Dagbladet.

Det vides ikke, om prinsesse Ingrid Alexandra er blevet ramt af den smitsomme virus, men talspersonen oplyser, at prinsessen følger tiltagene, der er blevet indført for at forhindre yderligere smitte.

Mere om: