De er super trendy lige nu: Prinsesse Anne har gået med disse solbriller i knap 20 år
Prinsesse Anne er lige nu på et to dage langt besøg i Sydafrika, og syd for ækvator er vejret lidt noget andet end på den nordlige halvkugle.
Derfor har den britiske prinsesse da også pakket sommergarderoben, og da hun tirsdag afslørede et nyt mindesmærke ved Commonwealth War Graves Commission, hvor billedet øverst i artiklen er fra, bar hun et par solbriller, der i den grad er en favorit.
Den 74-årige prinsesse bar et par sporty solbriller fra Adidas, som hun ifølge Mirror har haft i knap 20 år.
Det britiske medie beretter, at prinsesse Anne for første gang blev set med solbrillerne tilbage i 2008, da hun var til OL i Beijing, og siden er hun blevet set med de karakteristiske solbriller utallige gange.
Det er ikke kun til sportsarrangementer, at prinsesse Anne bærer de praktiske solbriller. Også til de mere formelle begivenheder har hun haft dem på.
Således har den britiske prinsesse båret sportssolbrillerne til Royal Ascot flere gange, hvor hun har sat en flot hat til de smarte og praktiske solbriller.
Sportssolbriller er ikke længere kun forbeholdt ivrige cyklister og motionsløbere, således har de sporty solbriller de seneste år også sneget sig ind i modebilledet, hvor de ifølge Mirror er utroligt populære blandt Gen Z (personer født mellem 1995 og 2012, red.).