Mikkel Hansen har fået nyt job: Det skal han nu
I sommer vinkede den legendariske håndboldspiller Mikkel Hansen farvel til sporten, da han indstillede sin aktive karriere.
Men nu skal 37-årige Mikkel Hansen igen have noget at gøre med den sport, han elsker, og som han har betydet så meget for.
Han skal således være ambassadør for den nye satsning "USA fortjener håndbold", som det amerikanske håndboldprojekt Pro Handball USA står bag.
Det skriver Pro Handball USA i en pressemeddelelse.
Målet er at revolutionere håndbold i USA og gøre det til en af de mest populære sportsgrene.
Og til det formål har man altså fået danskeren som ambassadør.
Han er dog ikke den eneste store håndboldstjerne, som har fået tjansen.
Nikola Karabatic, Stine Oftedal og Estavana Polman er således også blevet ambassadører for projektet.
Det er endnu ikke præciseret, hvad ambassadørrollen konkret indebærer, men det bliver vi formentlig klogere på i fremtiden.