
Kendt fra Linde på Langeland: Philip og Anders er snart tilbage på tv i nyt program

Det var i TV 2-programmet ”Linde på Langeland”, at danske tv-seere fik øjnene op for tvillingerne Anders og Philip.
De har i et utal af sæsoner nemlig hjulpet Sofie Linde og Joakim Ingversen med at sætte deres sommerhus Vennely på Langeland i stand.

Men snart dukker tvillingerne igen op på skærmen – dog i et helt nyt program.
- Philip og jeg var med i ”Verdens Vildeste Race”, og det er gået godt. Vi ligger skarpt i svinget til at vinde, fortalte Anders, da BILLED-BLADET mødte ham, Philip og mureren Boris til Reality Awards.
- Det kommer til marts, har vi fået at vide, fulgte Philip op.
”Verdens Vildeste Race” er ifølge Warner Bros. Discovery et nyt spændingsfyldt tv-program, hvor to hold af kendte danskere dyster om at komme hurtigst gennem verdens mest spektakulære og udfordrende ruter.
Tvillingerne er med i programmet, fordi det var en mulighed for at få en fed oplevelse sammen.
- Vi sagde ja, fordi det lød som en megafed oplevelse, og det var det også, fortalte Philip.

I ”Verdens Vildeste Race” skal de kendte finde vej uden moderne teknik, men derimod med en kørebog og et fold-ud-kort. Og så må de også spørge lokale om lov.
Anders og Philip, der var i selskab med Boris, var sikker på, at de godt kunne have brugt hans evner.
- Jeg kunne da godt have siddet på bagsædet, lød det fra Boris.
- Han ville have været god at have med. Det er ikke kun at køre, der er mange opgaver i det. Vi havde vores problemer, understregede Anders.
Deres medvirken i det nye program betyder dog ikke, at de ikke er med i ”Linde på Langeland” mere.
