BILLED-BLADETs læsere er vilde med denne fortryllende kreation: Her er Årets kongelige kjole 2024
Det er en på alle måder historisk kreation, som BILLED-BLADETs læsere har stemt ind på en flot førsteplads som Årets kongelige kjole - dronning Marys porcelænshvide kreation, hun bar ved tronskiftet den 14. januar 2024.
Se billederne af Årets kongelige kjole 2024 øverst i artiklen
Den hvide tronskiftekjole er lavet i tæt samarbejde mellem designer Søren Le Schmidt og haute couture-skrædder Birgit Hallstein.
Hvor dejligt!
– Hvor dejligt! Det er fantastisk! udbryder Søren Le Schmidt begejstret, da BILLED-BLADET overbringer ham den glædelige nyhed, at kjolen, som han har kreeret i tæt samarbejde med haute couture-skrædderen Birgit Hallstein, er blevet valgt til Årets kongelige kjole af BILLED-BLADETs læsere.
– Det er en kjole, som jeg er vildt stolt af. Jeg er meget beæret over at have fået lov til at skabe en kjole, som har skrevet sig ind i historiebøgerne, lyder det endvidere fra ham, mens også Birgit Hallstein udtrykker stor glæde ved førstepladsen, da BILLED-BLADET overbringer hende nyheden.