29. jan. 2025
Af Malan Joensen

Ny tv-serie om kong Harald og dronning Sonja får premiere en helt perfekt dato

Dronning Sonja og kong Harald.
Dronning Sonja og kong Harald.
Arkivfoto: Ntb Scanpix/Reuters/Ritzau Scanpix
Tv-serien "Harald og Sonja" fortæller den gribende historie om, hvordan den norske tronfølger og hans udkårne måtte kæmpe for kærligheden i næsten et årti.

Det var alt andet end ligetil, da Norges kongepar Harald og Sonja i tidernes morgen mødte hinanden for første gang, og lynet slog ned.

Harald havde som bekendt jobbet som konge at se frem mod, og da Sonja var ud af borgerlig familie, var et match mellem de to ikke umiddelbart noget, den norske kongefamilie syntes særlig godt om tilbage i 1960'erne.

Forude ventede næsten ni års kamp for at blive anerkendt som par og gift.

Heldigvis ændrede kongefamilien holdning, Sonja og Harald fik hinanden og siden er tiderne da heldigvis også skiftet, hvad angår kongelige ægteskaber.

Harald og Sonjas fascinerende kærlighedshistorie er blevet genstand for en tv-serie, og nu er sløret endelig løftet for, hvornår royale fans kan se den.

Det skriver Daily Mail.

Datoen i sig selv passer perfekt til kærlighedstemaet - det er nemlig 14. februar, Valentines Day.

"Harald og Sonja" kan ifølge det britiske medie streames fra Amazon Prime, men eftersom Viaplay har produceret den, kan den med stor sandsynlighed nok også findes her fra 14. februar.

Læs mere om: