Er pludselig i Danmark: Nikolaos første ord efter bryllupsnyhed
Torsdag eftermiddag var kong Frederik og dronning Mary til afskedsreception på Amalienborg.
Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby fratræder efter 17 år sin stilling pr. 1. februar, hvor den tidligere DR-vært Nina Munch-Perrin tager over.
På grund af afskedsreceptionen var der et væld af gæster i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg.
Kort efter, receptionen var gået i gang kl. 15, spadserede dronning Anne-Maries søn Nikolaos og hans forlovede, Chrysi Vardinogianni, pludselig hen over slotspladsen. Parret bor til daglig i Grækenland.
Nikolaos og Chrysi er først for nylig offentligt stået frem som par, og kort efter kom nyheden om, at de skal giftes den 7. februar i Athen.
Da parret overraskende nok pludselig spadserede hen over Amalienborg Slotsplads for at gå ind i Christian VIII’s Palæ, ønskede BILLED-BLADET stort tillykke med det forestående bryllup, hvortil Nikolaos lyste op i et smil og sagde de første ord til os efter nyheden:
”Thank you very much!”
Nikolaos, som indtil for kort tid siden havde titel af prins, er mellemste søn af kong Konstantin og danskfødte dronning Anne-Marie.
Han blev i 2010 gift med Tatiana. Parret blev skilt sidste år, og nu har han altså fundet lykken med milliardærdatteren Chrysi Vardinogianni.