
Efter 20 år med Operation X: Denne afsløring forarger stadig Morten Spiegelhauer

I mere end 20 år har Morten Spiegelhauer arbejdet undercover i TV 2's "Operation X".
Her har han fra første parket været vidne til lidt af hvert, når programmet har afsløret alt fra skattesnyd til dyremishandling og embedsmisbrug.

Én af de mange afsløringer forarger ham dog særligt, selvom det snart er to årtier siden, den fandt sted.
I 2006 afslørede Morten Spiegelhauer og folkene bag "Operation X" en sikkerchat-konsulent, der lokkede mindreårige piger til at have sex med ham, mens han filmede det.
- Det var en helt sindssyg afsløring. Så snakker man om krænkelser i dag, men det der var fuldstændigt sindssygt. Man kan ikke sammenligne det. Det var ikke krænkelser, det var decideret overgreb, har Morten Spiegelhauer fortalt til TV 2.
I aften på TV 2 venter der flere afsløringer, når en ny sæson af "Operation X" har premiere - som altid med Morten Spiegelhauer som vært.
