
Peter Mygind var dybt uenig, da han læste sine replikker: Det ville Dan aldrig tillade

Peter Mygind blev noget overrasket, da han læste manuskriptet til sæson 6 af ”Sommerdahl”.
Her spiller han chefefterforskeren Dan Sommerdahl, som har fundet kærligheden med kystvagten Josefine.
Allerede i begyndelsen af den nye sæson blev deres forhold udfordret, da der pludselig stod to drenge uden for deres dør.
Det var Basam og Bahir, som er sønner af Josefines eksmand, Amir.
De dukkede pludselig op i Helsingør, og straks besluttede Josefine sig for at tage sig af dem og beskytte dem – uanset, hvordan Dan ville reagere.
- Det er et kæmpe dilemma for Dan. Den menneskelige side af ham kan godt se, at Josefine er deres eneste chance for overhovedet at kunne få tag over hovedet, men samtidig er Dan den mest ordentlige og regelrette politimand, der findes i universet, forklarer Peter Mygind til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Han elsker også Josefine, men han havde ikke set det komme og bliver presset til det yderste. Han prøver at løse det, så godt han kan.

Store diskussioner
Peter Mygind indrømmer, at han ikke var helt enig i, hvordan seriens forfatter havde valgt, at hans karakter skulle handle i den svære situation.
- Vi havde faktisk store diskussioner, for jeg mente, at Dan aldrig ville tillade det her. Han ville sige, at ”det går ikke, det kan jeg ikke”, fastslår Peter Mygind og tilføjer:
- Men det viser jo i virkeligheden, hvor forelsket han er i Josefine. Han kan jo mærke, hvor meget det betyder for hende. Så han er klar til at gå meget langt.

Det viste sig også at blive en god udfordring for ”Sommerdahl”-stjernen rent professionelt.
- Som skuespiller elsker jeg at se, hvordan jeg kan redde den hjem og samtidig bevare Dans troværdighed som politimand. Og prøve på at appellere til seerne om, at det kan man godt, lyder det med et smil fra Peter Mygind.
"Sommerdahl" sendes torsdage på TV 2 Charlie.
