27. feb. 2025
Af Caroline Andersen

Emma Lund vandt guld til PL: Nu skal hun til bal hos Mary og Frederik

Emma Lund og kongeparret.
Emma Lund og kongeparret.
Foto: Hanne Juul
Para-atleten Emma Lund er blandt de inviterede, når kong Frederik og dronning Mary inviterer til aftenselskabet for kunst og kultur på Christiansborg Slot.

Cykelrytter Emma Lund kan se frem til, at hun snart skal møde kongeparret, da hun er blandt de inviterede til aftenselskabet for kunst og kultur på Christiansborg Slot.

Det bekræfter 27-årige Emma Lund overfor BILLED-BLADET.

I et opslag på Instagram sætter hun ord på den fornemme invitation.

- Det føles helt surrealistisk at skulle være en del af et selskab, der hylder kunst, kultur og samfundets betydningsfulde aktører. Som para-atlet er det fantastisk at opleve, hvordan sport anerkendes på lige fod med kunst og kultur – for i sidste ende handler det hele om at samle mennesker, inspirere og bryde grænser!, skriver Emma Lund, der vandt fire medaljer i sæsonen 2024.

Emma Lund skal have sin kæreste med ved sin side, når hun går ind ad dørene på Christiansborg Slot - og her glæder hun sig til en begivenhedsrig aften.

- Jeg glæder mig til en uforglemmelig aften fyldt med spændende møder, gode samtaler og masser af magi. Tak til Kongehuset for denne unikke oplevelse!, afslutter Emma Lund.

Det er ikke første gang, at Emma Lund møder de kongelige. Tidligere har hun mødt kong Frederik, dronning Mary og prinsesse Benedikte på Fredensborg Slot, hvor de danske OL- og PL-atleter var inviteret til reception.

Mere om: