
Festede for fuld musik: Dronning Mary og kendt skuespiller jubler på dansegulvet

Dronning Mary gjorde sig godt bemærket på dansegulvet til aftenselskab for kunst og kultur.
I Riddersalen på Christiansborg Slot blev borde og stole fjernet, da klokken var ved at slå midnat, så der blev plads til at danse.
Det blev på traditionel manér udnyttet til en god omgang lanciers.
Dronning Mary og kong Frederik var en del af en stærk kvadrille, som også talte skuespiller og filminstruktør Hella Joof og hendes mand Henrik Jepsen.


Mary var godt tilfreds
Dansen, der undervejs godt kan byde på visse udfordringer, når man skifter partner og laver højre-venstre manøvren i en vis fart, gik ganske fint, og det fik danserne i den royale kvadrille til at reagere med glæde og måske også en smule lettelse, da det hele var vel overstået.


I en video på kongehusets Instagramprofil kan man se dronning Mary klappe i hænderne og give udtryk for sin tilfredshed med et ”bravo”, mens veninden Hella Joof strækker armene triumferende i vejret og knytter næven i ægte lanciers-jubel.
