
Sommerdahl-stjernen André Babikian afslører: Laver kærlighedsprojekt med hustruen

”Sommerdahl”-stjernen André Babikian deler livet med den tyrkiskfødte kunstner Evren Tekinoktay.
Parret blev gift i foråret 2022, og nu har de kastet sig ud i et kærlighedsprojekt.
Både André Babikian og Evren Tekinoktay har børn fra tidligere forhold, men nu har de skabt deres egen ”baby” sammen.
- Lige nu arbejder jeg benhårdt på at lave et parfumemærke med min hustru, som vi har arbejdet på i snart tre år. Så det er det, min tid går med i løbet af vinteren, afslører André Babikian til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Det tager lang tid, for det er en meget svær proces at lave parfumer. Og så har jeg lavet ”Sommerdahl” ved siden af, og min hustru har sin kunst.

Den 52-årige skuespiller og hans hustru var enige om, at de gerne ville skabe noget sammen, og det endte med at blive et duftunivers.
- Parfume bringer minder frem og får følelser frem i folk. Det gør det også hos os, så det var en skøn ting at skabe sammen, forklarer André Babikian og tilføjer:
- Det er en unisex parfume, og den er klar i april eller maj måned. Den hedder Tekinoktay Perfumes, min kones efternavn.

Har været gift før
Ægteparret kan nu også kalde sig for kolleger, og det har kun været positivt.

- Det er første gang, vi laver en forretning sammen. Vi er kreative sammen og elsker at arbejde sammen. Det har kun været en fordel, at vi har kendt hinanden så godt.
André Babikian blev i 2019 blev skilt fra danseren Sarah Diallo, som han har tre børn på ni, 15 og 19 år med.
Hans hustru, 52-årige Evren, har selv to børn fra ægteskabet med kunstneren Tal R. De var gift fra 2000-2016.
