9. mar. 2025
Af Luise Marie Bekker

Lise Rønne indrømmer: Min hjerne brænder sammen

Lise Rønne.
Lise Rønne.
Foto: Henrik Ohsten/ TV 2
Lise Rønne er vært på det nye quizshow "Feltet".

64 skarpe spillere står klar til at indtage hvert deres felt, når Lise Rønne åbner op for konkurrencen og Danmarks største quizgulv.

Nu skal spillerne igennem nervepirrende dueller, hvor deres mod, viden og taktiske intuition bliver sat på prøve.

Deltagerne kæmper om at erobre flest mulige felter på gulvet og vinde den store pengepræmie på 250.000 kroner.

– ”Feltet” er en supergod quiz, fordi de dygtige deltagere både har en dyb indsigt i ét emne, samtidig med at de ved noget om næsten alle andre emner. Det betyder, at man som seer både kan gætte med og samtidig virkelig tabe kæben, siger Lise Rønne i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Og så gælder det om at forstå, hvordan man spiller modigt og strategisk klogt. ”Feltet” er en dyst med store armbevægelser og en høj energi, og så siger jeg det bare: Vi har Danmarks største og flotteste gulv.

Lise Rønne: Jeg pruster og stønner

Lise elsker at stable en quiz på benene.

– Uanset anledning – det kan være til en nytårsaften, en hyttetur, et forældrearrangement, eller når jeg har samlet veninderne. Folk teamer jo op og rykker lidt frem i stolene, når de quizzer, og det er næsten altid en god samtalestarter.

– Vi spiller tit spil i familien og har efterhånden hyldemeter af spil til alle aldre. Personligt er jeg klart bedst til de spil, der ikke varer alt for længe, og hvor der er ret meget held indblandet. Min hjerne brænder sammen over strategiske spil, jeg pruster og stønner over dem, og min tålmodighed hører op længe før børnenes. ”RISK” og skak og den slags, jeg er virkelig dårlig til dem, men nu går min yngste til skak, så der er ingen vej udenom. Til gengæld har vi lige købt ”Stormester”-spillet, og det er sjovt for os alle sammen. Jeg kan også lide spil som f.eks. ”Hard to get” og ”Codenames”, der handler om, hvordan man fornemmer og kategoriserer verden omkring sig, og dermed trækker på nogle helt andre kompetencer end så mange andre spil.

Og hun har nogle klare favoritemner, hvad angår quizzer som ”Feltet”:

– Hvis jeg skulle være deltager i ”Feltet”, ville jeg stille op i ”Dansk litteratur”, ”Dansk tv” eller ”Dansk håndbold”.

Der er premiere på ”Feltet” på TV 2 Play og TV 2 Charlie lørdag 15. marts.

Mere om: