
Dronning Marys nye wow-ring: Mystik om kæmpe ”diamant”

Dronning Mary funklede på glamourøs vis i en pailletkjole, da hun sammen med kong Frederik var vært ved Aftenselskab for kunst og kultur på Christiansborg Slot sidst i februar.
Det gjorde også den flotte ring med en enorm sten, som glitrede smukt på hendes højre hånd.



Mystik om ringen
Hvad det præcis er for en ring og sten, hun bar den festlige aften og som ikke er set før til et officielt arrangement, har BILLED-BLADET ikke kunnet få oplyst af kongehuset.

I stedet har smykkeekspert Nina Hald, der har skrevet flere store smykkebøger, deriblandt om dronning Marys rubinsæt "Eventyrlige rubiner", kigget nærmere på billeder af det vildt imponerende smykke.
Måske indisk?
- At dømme ud fra billedet kan det tænkes at være en diamant af indisk oprindelse. Diamanterne i de danske kronjuveler er med langt overvældende sandsynlighed fundet i Indien. I diamantfund-historien taler man om tre store fund: De indiske - de første diamant-fund i menneskehedens historie, De brasilianske - de første fund i Brasilien gøres omkring år 1725 og De sydafrikanske - de første fund i Sydafrika gøres omkring 1860'erne
- De indiske diamanter står som indbegrebet af skønhed for de ædle sten. Man taler stadig henført om deres "vand" - de er mere eftertragtede end nogensinde, også fordi de bedste forekomster for længst er udtømt, forklarer Nina Hald til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Når man indtil begyndelsen af det 20. århundrede diskuterede en diamants farve og renhed, talte man – meget poetisk – om dens ”vand”. En diamant af ”fineste eller første vand” havde den bedste farve og reneste indre.
Nina Hald mener ud fra billedet af dronningens ring at kunne sige, at stenen er på 10-12 carat.
- Hvis en diamant i slebet stand er på 10 - 12 carat, kan man næsten godt gå ud fra, at den har været på 20 - 25 carat rå, altså da den blev fundet (måske endda også mere). Store diamanter (og ved store menes der "på 1 carat eller mere") udgør kun 3-5 % af alle fund, men 50 % af indtægterne! lyder det endvidere fra smykkeeksperten.

- En diamant mister typisk omkring 50 % af sin vægt fra rå til sleben tilstand, og stiger omtrentlig 100 gange i pris fra minen til fløjlsklædet i butikken!
Nina Hald understreger, hvad der yderligere gør den store sten i dronningens ring ekstra kostbar, hvis den er ægte.
- Da store sten er mere sjældne end små, koster en 1 carat sleben diamant alt andet lige mere end to 0.5 carat slebne sten tilsammen.
- Ringens æstetik er så enkel, som den er, fordi det er det klassiske for diamantsmykker - men måske også fordi der er tale om en enten historisk ring eller en ring, som man ønsker skal forblive med det udseende i mange år fremover, slutter hun.